Ikke to sogne er ens. Derfor er der ifølge kirkeminister Mette Bock behov for at give menighedsrådene mulighed for at organisere sig forskelligt. Det er baggrunden for otte nye forsøg i folkekirken.

Kirkeminister Mette Bock, hvad er baggrunden for, at disse forsøg sættes i værk?

Mette Bock: De er en konsekvens af, at folkekirken bygger på frivillighed, rummelighed og mangfoldighed. Det er menighederne, der styrer kirken via menighedsrådene. Det er så prisværdigt og vigtigt et arbejde, at jeg vil gøre mit for at tilpasse og justere love og regler til den virkelighed, som hele tiden ændrer sig.

Det betyder kort sagt, at behovet for en justering altid skal overvejes –  ikke for at spare, effektivisere, flytte magt eller ansvar men for at understøtte alle de frivillige, som bruger deres fritid på at sidde i menighedsrådet. De skal have gode muligheder for at organisere sig og arbejde på en måde, som de hver især synes er bedst. Og det er meget forskelligt, hvordan det ser ud – ikke to menighedsråd er ens. Reglerne skal tilpasses virkeligheden – ikke omvendt

Men hvorfor lige nu?

Mette Bock: Siden maj 2014 har projektet ”Menighedsråd på jeres måde” arbejdet med at identificere det, jeg kalder snubletrådene i menighedsrådsarbejdet. De ser ikke ens ud fra menighedsråd til menighedsråd. Så der er meget store forskelle.

Nu var arbejdet med identificeringen og udredningen færdigt og forsøgsegnede områder udpeget – så derfor lige nu. Det er også vigtigt for mig at påpege, at det ikke stopper her. Der vil årligt blive udbudt nye forsøgsrammer på baggrund af de input, jeg som minister og ministeriet får ude fra den folkekirkelige virkelighed.)

Hvordan er de otte forsøgsrammer blevet udvalgt?

Mette Bock: Udvalget af forsøgsrammerne er sket på baggrund af en omfattende inddragelse af menighedsråd og i en tæt dialog med landsforeningen, provsterne, biskopperne og stifterne, som dagligt er i direkte dialog med menighedsrådene. Det er naturligvis nødvendigt, at der er et vist udvalg af forsøg og at det bliver formuleret på grundlag af en efterspørgsel blandt menighedsrådene. Og så er det vigtigt, at forsøgene er klart definerede og har en vis spændvidde, så vi kan lave en systematisk erfaringsopsamling. Netop fordi der er tale om forsøg, er det ret vigtigt, at det bliver gjort. Den opgave lægges hos Folkekirkens Videns-og Uddannelsescenter.

Er der et af forsøgene, du vil pege på som særlig vigtigt?

Mette Bock: Nogle er mere efterspurgte end andre – men jævnfør hvad jeg sagde om, at virkeligheden hele tiden ændrer sig for menighedsrådene, vil jeg nødigt pege på et bestemt. Det ser jo meget anderledes ud alt efter, hvilket menighedsråd der er tale om. Og det ændrer sig hele tiden.)

Hvordan sikrer man, at dem, som gerne vil beholde opgaver og ansvar inden for det administrative, ikke mister de opgaver?

Mette Bock: Intet i forsøgslovgivningen gennemføres mod menighedsrådenes vilje. Der lægges ikke op til, at provstiudvalg – eller stift eller ministerium for den sags skyld – kan pålægge et menighedsråd at afgive opgaver, man vil beholde.

Frivilligheden er simpelt hen det bærende princip. Menighedsrådene er folkekirkens grundlæggende og bærende demokratiske enhed, og det ændres der ikke på med forsøgslovgivningen.

Folkekirken har tradition for på mange områder at tage udgangspunkt i sognet. I den optik er det mest vidtrækkende af forsøgene det, hvor menighedsråd afgiver kompetencer til provstiudvalget. Bliver det folkelige element i folkekirken ikke truet, hvis den bliver præget af for store, administrative enheder?

Mette Bock: Hvis der afgives kompetencer, er det, fordi menighedsrådet gerne selv vil og føler, at der er et behov derfor – og ikke fordi hverken provstiudvalg eller andre fortæller dem, at de skal gøre det.

Opgaver og ansvar bliver kun flyttet, hvis menighedsrådene ønsker det. Og hovedprincippet er enighed mellem menighedsråd og provstiudvalg. Dog med den tilføjelse at hvis der ikke er enighed, og hvis mindst 30 % af provstiets menighedsrådet ønsker at deltage i forsøget, er provstiudvalget forpligtet til at deltage. Det er altså stadigvæk menighedsrådene som demokratiske enheder, der er bærende for hele forsøgsordningen.